lørdag den 8. juni 2013

Dramatisk dag til VM!

Her lige en kort opsummering af dagens sejladser, inden vi hopper i seng så vi kan være klar til det store slag imorgen :)

Vi gik fint videre igennem kvartfinalerne med 3-0 mod Pyatt, NZL.

Herefter skulle vi møde Skudina. Det har været nogle hårde matcher i meget skiftende forhold.

I første match fik vi de første gode skift op ad banen og havde et fint forspring ved topmærket. Denne føring holdt vi banen rundt og helt til mål!

Anden og trejde match havde vi rigtig gode starter, men desværre fandt Skudina de gode skift op af første kryds og her kom hun så meget foran, at det var svært for os at nå hende (selv om vi kom meget tæt på i tredje match).

I dagens fjerde semi kom vi godt fra start med en straf til Skudina. Hun fik de første gode skift op ad banen, men kom aldrig så langt foran, at hun kunne tage sin straf.
Da hun forsøgte at tage straffen på sidste krydsben, vendte vi under hende og hun sejlede ind i os, imens hun forsøgte at tage sin straf.

Herefter blev bådene sendt i havn pga skader og Skudina blev tildelt 0,75 strafpoint.

Det betyder nu, at vi mangler at vinde 1 match for at nå op på 3 point (Skudina skal vinde 2 matcher).

Vi glæder os til imorgen! Godnat godnat fra Joan, Jose, Louise, Trine og Camilla



Nu står der 2-1,25 til os i semifinalen!

Der er ikke mere sejlads i Busan idag. Vi har sejlet 4 semifinalesejladser og efter en stor kollision i fjerde sejlads er russeren blevet tildelt 0,75 point i straf.

Så nu står der 2-1,25 til os i semifinalen! Dvs at vi skal vinde en match for at gå videre og russeren skal vinde to.

Nu står den på aftensmad og afslapning og så er vi klar til en ny dag imorgen! Vi er så klar!!



Afventer nu beslutning på høring

Vi har sejlet 4 sejladser i semifinalerne. Nu står der 2-2.

Russeren, Skudina, har krævet høring efter stor kollision i fjerde sejlads.




Vi er i semi!!!!

Så er TEAM Ulrikkeholm videre til semifinalerne efter 2 sejre over Susannah Pyatt fra New Zealand.

Det blev to hårde sejladser. Vinden har taget lidt mere til end de andre dage, hvilket gør sejladserne lidt mere travle og små fejl bliver straffet prompte.

Louise blev lidt småskadet i den ene arm, men er nu i behandling hos massage-teamet på land.

Nu gælder det bare om at holde væskebalancen, få noget mad og komme helt ovenpå igen til vi skal sejle semifinaler senere idag!


Det bliver Tamara, der skal vælge modstander, da hun vandt de indledende runder.

fredag den 7. juni 2013

VM-dag 3. Vi er videre til kvartfinalerne!

Vi kom flyvende fra start på VM dag 3 med tre sejre i træk i anden round robin over Claudia Pierce, Anna Kjellberg og Katie Spithill.

Herefter skulle vi møde OL-guldvinderen fra Spanien, Tamara, igen. Vi var bagud fra starten efter en mis-timing til linien, men vi havde super boatspeed og lå foran hende på styrbord layline til topmærket. Her troede vi, at vi kunne vende foran, men hun kunne skære til vinden, stadig være på styrbord og vi blev sat imod hende med den stærke strøm, så vi endte med at få en dum straf. Herefter kæmpede vi alt, hvad vi kunne og fik da også hentet det tabte igen efter en lang vendeduel på andet opkryds, men desværre var det ikke nok til både at kunne tage vores straf og komme først i mål. Det var en fed sejlads, men vi tager stadig (få, men) forkerte beslutninger og det er der ikke råd til imod en sådan sejler.

I sidste sejlads i anden round robin var vi meget uheldige og fik en kæmpe tangklat på roret i prestarten, så vi slet ikke kunne sejle op med den schweiziske, Alexa. Hun var langt foran ved topmærket. Dumt og irriterende!

Til trods for de to irriterende nederlag endte vi stadig den dobbelte round robin som nr 3 med en samlet score på 10-6. Jubiii!

Nu gjaldt det så kvartfinaler, hvor vi som nr 3 skulle møde nr 6. Vi sejlede den første af kvartfinalerne, som vi vandt sikkert over new zealandske, Susannah Pyatt.

Nu er det så tid til at finde et sted, hvor vi kan købe ørepropper! Der er et musikarrangement nede på stranden foran hotellet i aften og vi skal jo være klar til at kæmpe for en plads i semifinalerne imorgen!



torsdag den 6. juni 2013

VM-dag 2 - alt er stadig åbent

Det blev en lidt hård dag på vandet for TEAM Ulrikkeholm. Både vind- og strømforhold var ellers noget mere stabilt end gårsdagens forhold, men vores selvtillid fik et lille hak efter dagens score på 2 sejre og 3 nederlag.

Vi havde ellers en super sejlads imod ol-guldvinderen, Tamara. Vi var foran indtil bundmærket, hvor hægstaget helt uheldigt fangede bommen, hvilket gjorde vi ikke kunne falde af til runding af bundmærket. Herefter var de 2-3 bådslængder for meget at indhente på den hurtige spanier og vi tabte sejladsen.

Desværre blev denne sejlads et lille vendepunkt for vores succes og dagen blev præget af fejl på egen båd, skøder der sidder fast etc.
Ikke den bedste dag på vandet, men vi er kommet igennem med skindet på næsen og fra nu af er det bare opad og fremad.


Billed lånt af Jill Mønster Hagen.

Vi er klar til en ny dag imorgen, hvor vores egen præstation forbedres og heldet måske også lige tilsmiler os lidt mere, så vi lige får de sidste marginaler på vores side.

Dagen blev afsluttet på havnen med massage af det lokale behandlerhold.


Jose 'overfaldet' af tre behandlere.


Louise og Trine får massage


Obligatorisk fællesfoto efter massagen.

Nu tager vi lige en slapper og så er vi klar til kamp igen imorgen!

Bedste hilsner fra Trine, Joan, Jose, Louise og Camilla

onsdag den 5. juni 2013

Go' VM-start for TEAM Ulrikkeholm

Så blev VM skudt igang her i Korea! TEAM Ulrikkeholm startede førstedagen med 5 sejre og et enkelt nederlag.


Dagen blev startet med ventetid på land pga manglende vind og efter en times venten, blev vi sendt på vandet. Her var forholdene meget svære at læse med skiftende vindstyrke og -retning, samt meget stærk strøm.


Holdet fandt hurtigt et godt trim og var klar og spændte ved entry til første sejlads imod den koreanske besætning. Vi vandt sikkert over både Choi og Pyatt.

Herefter skulle vi møde den førsteseedede russer, Skudina. Efter en hård prestart hvor vi blev idømt en straf, var der ikke meget at stille op - til gengæld var dette dagens eneste tabte sejlads.

Vi vandt over Pierce og Kjellberg. Og i dagens sidste sejlads skulle vi møde australske Katie Spithill. En spændende sejlads, hvor de førte stort set hele banen rundt med os hængende i hækken. Vi forsøgte at rulle dem på første lænser uden resultat, men heldigvis for os lykkedes det os med god boathandling at rulle dem 2/3 dele nede ad anden lænser - lige præcis til at komme i mål et fint stykke foran. Det var en god én at slutte en lang dag på vandet af med!

Round Robin 1 afsluttes imorgen efter de sidste 3 sejladser, før der fortsættes med endnu en round robin. Vi glæder os til mere race - måske med lidt mere vind imorgen!

Bedste sejlerhilsner fra Joan, Jose, Louise, Trine & Camilla

Her er dagens resultater: